Ali Sygeplejerske i Folkesundhed Globus1
"Vi er mere end bare kolleger. Vi er lidt som en stor familie"
Ali arbejder i Folkesundhed Aarhus Globus1, som har forløb, der bl.a. hjælper borgere med type 2 diabetes, hjertekarsygdomme og KOL - eller hvis borgerne vil have hjælp til fx rygestop, kost og motion.
Hvad får dig til at gå på arbejde hver dag?
Det, der motiverer mig, udover at jeg selvfølgelig er rigtig glad for min arbejdsplads er, at min faglighed, erfaring og min sproglige og kulturelle forståelse kan være med til at gøre en konkret forskel for borgeren.
Mange borgere har allerede en masse viden om diabetes, men den kan komme fra mange forskellige steder som bl.a. sociale medier, familie og bekendte. Derfor betyder det meget for mig at kunne aflive myter og misforståelser og give borgerne en mere sikker forståelse af deres sygdom.
Hvorfor skal man søge job hos Sundhed og Omsorg?
Fordi man får mulighed for at arbejde med mennesker og samtidig bruge sin faglighed på en måde, der kan mærkes i borgernes hverdag. På min arbejdsplads er der plads til forskellige kompetencer, erfaringer og baggrunde, og man bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab. Vi arbejder med hele mennesket og med de ting, der har betydning for sundheden i hverdagen, som familie, kultur, sprog, vaner og livssituation.
Hvilke fordomme har du mødt?
Herude i Globus1, oplever jeg sjældent fordomme. Hvis jeg skal pege på noget, har det nok mest været forestillingen om, at sygeplejefaget traditionelt forbindes med kvinder. I starten af min ansættelse kunne nogle derfor godt blive lidt overraskede over, at jeg som mand er uddannet sygeplejerske. I dag kender området og mange af borgerne mig efterhånden godt, så det er ikke noget, jeg længere oplever som en begrænsning. Tværtimod så oplever jeg, at det i nogle situationer kan være en styrke, fordi mandlige borgere kan spejle sig i mig og lettere åbner op omkring deres sundhed og deres udfordringer.
Hvad er vigtigst i dit arbejde?
Det vigtigste for mig er at møde borgeren dér, hvor borgeren er. Vi kan være fagligt stærke, men hvis vi ikke forstår borgerens liv, kultur og udfordringer, kan det være svært at skabe varige forandringer.
Derudover kan jeg nævne at jeg har været så heldig at få et job, hvor jeg i høj grad selv kan tilrettelægge min arbejdsdag. Det passer godt til mig, fordi det giver mig mulighed for at være fleksibel og samtidig få arbejdsliv og privatliv til at hænge godt sammen.
Ali og kollegaerne i Globus1
Hvordan samarbejder du med borgerne og deres pårørende?
Jeg lægger stor vægt på relationsdannelse, dialog og tillid. Jeg forsøger ikke kun at fortælle borgeren, hvad vedkommende skal gøre, men at finde løsninger sammen med borgeren, som giver mening i deres hverdag. Her kan min arabiske baggrund samt min kultur og religionsforståelse være en stor fordel, fordi kostvaner, traditioner og religion ofte spiller en vigtig rolle, når vi taler om sundhed og sygdom
Hvordan er fællesskabet på din arbejdsplads?
I Folkesundhed er vi så heldige, at vi har mange forskellige baggrunde og kompetencer. Vi taler blandt andet arabisk, somalisk, tyrkisk og persisk, og det er en stor styrke i mødet med borgerne.
Samtidig oplever jeg, at vi er mere end bare kolleger. Vi er lidt som en stor familie, hvor vi hjælper hinanden, sparrer sammen og bruger hinandens forskelligheder som en styrke. Der er plads til både faglighed og humor og det betyder meget i hverdagen.
Hvilken særlig oplevelse har gjort indtryk på dig?
En særlig oplevelse, der har gjort indtryk på mig, var en mand som havde deltaget i et diabetesforløb hos os. Efter de første 3 måneder var han gået fra at have en diabetes, der skulle reguleres med insulin til at kunne klare sig med medicin i tabletform. Han var så stolt, og det blev tydeligt for ikke kun ham, men også for holdet, hvad motion og kost kan gøre.